Sådan kan du få Word til at benytte en anden skabelon end Normal.dotm, når du taster Ctrl+N for at oprette et nyt dokument

I Word er Ctrl+N genvej til at oprette et nyt, tomt dokument. Som standard baseres et sådant dokument på Word-skabelonen Normal.dotm (Normal.dot, hvis du bruger Word 2003 eller tidligere version).

Ved hjælp af en makro kan du få Word til at benytte en anden skabelon i stedet for Normal.dotm når du taster Ctrl+N.

Word giver mulighed for at overskrive en indbygget funktion ved at give en makro samme navn, som den pågældende funktion benytter. I dette tilfælde er navnet FileNewDefault. Du skal altså lave en makro med navnet FileNewDefault og i den makro indbygge kode, der får Word til at foretage sig det, du ønsker skal ske, når du taster Ctrl+N.

Nedenfor finder du en makro, som du kan bruge. Du skal, som anvist i kommentaren i makroen, indsætte den præcise sti til den Word-skabelon, dine dokumenter skal baseres på..

Du kan kopiere makroen og indsætte den i din Normal.dot(m) via makroeditoren. Så vil makroen blive kaldt, hver gang du taster Ctrl+N.

Makro som overskriver indbygget funktion til nyt dokument

————MAKRO START————

Public Sub FileNewDefault()

‘Mellem citationstegnene nedenfor skal du indsætte den præcise sti til den skabelon, du vil benytte i stedet for Normal.dot(m)

Const strTemplateFullName As String = “[Her skal du indsætte den præcises sti til din skabelon]”

‘Opret dokument baseret på skabelonen
Documents.Add strTemplateFullName

End Sub

————MAKRO SLUT————

Alternative muligheder til at styre valg af Word-skabelon

I stedet for at overskrive den indbyggede kommando FileNewDefault, kan du give makroen ovenfor et andet navn. Du kan så knytte en tastaturgenvej til den makro, du har lavet. Hvis du benytter Ctrl+N som tastaturgenvej, vil du få samme effekt som beskrevet ovenfor. Du kan også vælge at benytte en anden tastaturgenvej, så du forsat har en hurtig mulighed for at oprette et tomt dokument – det kan være praktisk i nogle situationer.

Du kan også vælge at føje din makro til værktøjslinjen Hurtig adgang (QAT), så du har en synlig adgang til kommandoen. Se Sådan kan du føje en Word-kommando til værktøjslinjen Hurtig adgang (QAT). I pkt. 3 skal du vælge ”Makroer” i stedet for ”Alle kommandoer”. Så kan du finde din makro i listen, der vises.

Hvis du har brug for hjælp til at installere en makro

Se:
What do I do with macros sent to me by other users to help me out?

Du finder flere artikler om Word-skabeloner og Normal.dotm under kategorien Skabeloner til højre.

Tags: , , , ,