Hvis du i et dokument benytter overskrifter eller punktopstillinger, er du sikkert jævnligt i den situation, at du ønsker at skifte et afsnit fra et niveau til et andet, f.eks. fra Overskrift 1 til Overskrift 2, eller at du ønsker at indrykke et punkt i en punktopstilling for at lave et underniveau. Word har nogle indbyggede tastaturgenveje, som gør dette let og hurtigt:
Alt+Shift+Pil til højre skifter til næste niveau i den aktuelle liste. Teksten behøver ikke at være markeret, før du bruger genvejen. Det er tilstrækkeligt, at indsætningsmærket er i det afsnit, du vil ændre.
Eksempler: skift fra Overskrift 1 til Overskrift 2 eller indryk en punktopstilling til næste niveau (oftest mod højre).
Alt+Shift+Pil til venstre skifter til forrige niveau i den aktuelle liste. Ellers som ovenfor.
Eksempler: skift fra Overskrift 2 til Overskrift 1 eller ryk en punktopstilling til forrige niveau (oftest mod venstre).
Alt+Shift+Pil Op flytter markeret indhold opad i dokumentet, forbi et afsnit ad gangen. Hvis du har markeret et afsnit, vil det bytte plads med foregående afsnit. Hvis du har markeret en tabel, vil tabellen rykke op over foregående afsnit. Hvis du har markeret en række nede i en tabel, vil rækken flytte op over foregående række.
Alt+Shift+Pil Ned
Som ovenfor, blot flyttes det markerede nedad.
Hvilke Word-kommandoer er tastaturgenvejene knyttet til?
Tastaturgenvej | Kommando – dansk | Kommando – engelsk |
Alt+Shift+Pil til venstre | DispSænk | OutlineDemote |
Alt+Shift+Pil til højre | DispHæv | OutlinePromote |
Alt+Shift+Pil Op | DispFlytOp | OutlineMoveUp |
Alt+Shift+Pil Ned | DispFlytNed | OutlineMoveDown |
Klik på kategorien Tastaturgenveje til højre for at finde flere tips om nyttige tastaturgenveje.
Husk at tastaturgenveje kan spare dig for tid og masser og museklik. Hvis du ikke allerede er flittig bruger af tastaturgenveje, vil jeg stærkt opfordre dig til at lære dig en ny genvej jævnligt.